Samarbejde med muligheder

By 22/03/2017Uncategorized @da

Vi har haft nogle unge i lommepengeprojekter i vores butik, og det vil vi fortsætte med. På et overordnet plan vil vi gerne være med til at tage et socialt ansvar og vise vej for dem, der af en eller anden grund ikke lige selv får søgt et fritidsjob. Nogle har ikke troen på det, og så kan vejen herind med ansøgningsskemaet i hånden godt virke lidt længere.

Men det er vigtigt, at de får muligheden, for de fleste vil jo gerne. Også selv om nogle af dem lige skal lære at møde til tiden, og at der er nogen, der venter på én, når man er på vagtplanen. Det ansvar vil vi gerne tage på os. For de vokser som mennesker af at komme ind på en arbejdsplads og få en opgave, som de ovenikøbet får løn for. Vi mærker det tydeligt på dem, der kommer og er usikre i starten og som skal hjælpes lidt mere i gang. De tjener deres egne penge, og det er med til at give dem en selvtillid, de måske ellers ikke havde fået. Troen på, at de også kan noget, som er med til at få en arbejdsplads til at hænge sammen, kan være med til at give liv til nye drømme om fremtiden – og fastholde dem i sunde fællesskaber, som en arbejdsplads jo også kan være.

Det er også derfor, vi giver frugt en gang om ugen til ungdomsklubben i Gadehjørnet på Ellekonebakken. Mange af de unge, der kommer dér, kommer også i vores butik. Og hvis vi kan give dem en stærkere tilknytning til os ved at give dem frugt, så kommer de også ind i vores butik på en anden måde. Så er vi allerede lidt mere venner.

Men alt det kan også kun lade sig gøre, når vi er flere om det. Hvis ikke Boligselskabernes Fællessekretariatet var der til at stå for rekrutteringen til lommepengeprojekterne, hvis ikke klubben var der til at gå så aktivt ind i arbejdet med de unge i Gadehjørnet, og hvis ikke skolerne også bidrog aktivt i det samarbejde, så ville vi ikke få unge i lommepengeprojekter. Vi har ikke selv ressourcerne til at gøre benarbejdet for at få dem herind. Men vi vil rigtig gerne være med til at give dem en mulighed for at komme og vise, hvad de kan. For her hos os er man velkommen til at søge et job, hvis man gider. De, der gør det godt, bliver måske dem, vi senere fastansætter i et fritidsjob. Og så er det nok heller ikke dem, vi ser på gaden sent om aftenen om nogle år.
Det er den slags, der kan ske, når flere parter slår pjalterne sammen. Alene kunne ingen af os gøre det. Men sammen får vi hjulpet nogle unge mennesker godt på vej.

Sandra Lucassen, købmand
Rema 1000