Tak for en fed og hed gøglerfest

Termometeret viste hele 29 grader, da 216 deltagere og 50 frivillige samlede sig på plænen ved Vestervang Kirke til Gøglerfest den 3. juni.

Her blev der prøvet kræfter med både klassiske gøgleraktiviteter som linedans og jonglering, men også helt nye tiltag som træning i fodbold og amerikansk fodbold var med på programmet. Vestervang Kirke har i mange år afholdt gøglerdag for børn, men i år var Viborg Kommune, Viborg FF, Midwest Musketeers, FDF, KFUM & KFUK, Klub Vest og Boligselskabernes Fællessekretariat hoppet med på vognen for at lave en endnu større fest for hele Viborgs vestlige bydel.

De høje temperaturer betød, at der var rift om pladserne i skyggen. Dog var der også masser af børn, der havde energi til at lege og til at besøge madboderne.

Pandekagemaskinen kom på hårdt arbejde i sommervarmen og producerede 260 pandekager i løbet af dagen. Sommervarmen blev til gengæld for meget for slush ice-maskinen, som måtte give op. Heldigvis havde Rema1000 sponsoreret vandflasker.

Forebyggende integrationskonsulent hos Viborg Kommune, Mahmoud Saeed, havde til Gøglerfesten arrangeret ’Smag på hele verden’, hvor deltagerne kunne smage spændende retter fra lande som Eritrea, Libanon og Somalia. Der var stor opbakning til den eksotiske mad, og flere forældre opfordrede deres børn til at smage på retterne i stedet for at gå direkte i burgerne, som også var til stede på pladsen.

– Det har bare været en fed dag og en kæmpe succes, siger Debbie Bloch Lykke, der har stået for Boligselskabernes Fællessekretariats bidrag til festlighederne.

Gøglerfesten havde flere deltagere, end hun havde regnet med, og hun mener, der er grundlag for at gentage succesen næste år.

– Der var stor opbakning fra de lokale, og jeg så mange nye ansigter, som jeg ikke har set i området før. Der var også flere beboere, som fortalte mig, at vi burde afholde sådan et arrangement noget oftere, fortæller hun.

Vi kan nok ikke love lige så godt vejr hvert år, men tak i hvert fald for en dejlig og varm dag i vestbyen.