Barndommens løftede pegefinger

By 22/03/2017Uncategorized @da

Overraskelsen var stor, da SSP-konsulent i Viborg Kommune, Martin Glud, mødte sin barndoms ’løftede pegefinger’ midt i et oplæg om det, boligområder kan bidrage med beboernes liv. Midt i salen sad den gamle inspektør, der hørte sin arbejdsindsats genfortalt med 50 års ’forskydning’.

I foråret 2015 var Martin Glud ude at holde et foredrag for afdelingsbestyrelserne til et fællesmøde i Fællessekretariatets regi. Glud er selv vokset op i Ringparken i Viborg og vidste derfor præcis, hvad det ville sige at bo alment. Derfor var han blevet bedt om at fortælle lidt om, hvordan han selv havde oplevet en opvækst sådan et sted.

Som erfaren foredragsholder er han vant til at møde mange forskellige mennesker. Men lige den aften tog det hele en drejning, han slet ikke havde kunnet forudse. Og der hører lige en forhistorie til: Da han var 5-6 år løb han og vennerne tit rundt derhjemme i Ringgården og lavede lidt drengestreger. De brækkede grene af buskene, som de kunne bruge til buer og pile. Det var også lidt spændende at gå ind på den store græsplæne, som ikke måtte betrædes. Men en dag havde gårdmændene fået nok. De tre store, voksne mænd havde taget drengene på fersk gerning inde på græsset og slæbt dem med sig, mens de diskuterede, hvad de skulle gøre ved dem. Måske låse dem inde i skralderummet, sådan at de rigtig kunne komme til at lugte af skrald? Eller endnu bedre – brænde dem i affaldsbrænderen? Dét ville da én gang for alle gøre det af med de ballademagere.

Drengene kunne ikke gennemskue, at det hele kun var en skræmmeøvelse, så de hylede og skreg og troede, at deres sidste dag var kommet. Lige indtil de nærmede sig opgangene, hvor de hjemmegående mødre hørte podernes skrig og kom ud og skældte gårdmændene ud. Sådan skulle de ikke jage en skræk i livet på deres børn. Men det blev ved en røffel til dem, og drengene gik med deres mødre hjem og blev trøstet. Sådan ordnede man det.

Men vi tog ikke fejl. Der var en konsekvens, når vi gik uden for den ramme. Enten var det Jørgens mor, der ud ad vinduet så, at vi havde gang i noget, vi ikke måtte og råbte ud til os. Eller også var det gårdmanden, der satte os på plads. Folk gad at blande sig. Der var heller ikke noget med, at Oles mor blev sur, hvis min mor kom og sagde til hende, at hun havde set Ole gøre noget. Det gik jo hurtigere end et opslag på Facebook. Forældrene tog et fælles ansvar for opdragelsen. Og havde man gjort noget, man ikke måtte, var der stuearrest resten af dagen. Det var jo forfærdeligt. Så skulle man blive inde, mens alle de andre løb rundt og legede udenfor. Det var ikke til at holde ud. Som vi fik at vide, var der ’dobbelt så mange øjne som røvhuller’ i afdelingen, så der blev holdt øje med os. Og folk gad at blande sig dengang, fortalte Martin Glud.

Det gjorde gårdmændene også. Og det fik forsamlingen til fællesmødet den aften øjnene op for på en måde, ingen havde forestillet sig. For da Martin Glud var havde rundet sin fortælling om episoden af, rakte afdelingsbestyrelsesmedlem Bent Meldgaard fra Nørresøparken hånden op og sagde med et smørret grin:

– Det var mig. Mig, der tog dig i ørerne den dag og truede dig og dine kammerater.

Martin Glud måtte lige blinke en ekstra gang, for kunne det virkelig passe, at manden, han lige havde fortalt om, virkelig sad der? Det kunne det.

– Det var jo sådan, at Larsen, Sørensen og jeg var ansat hos boligselskabet, fortæller Bent Meldgaard.

– Vi havde snakket om, hvad vi skulle gøre for at få de unger til at lade være med at lave ulykker. Den dag bestemte vi os for at give dem en forskrækkelse, for vi var trætte af, at vi altid skulle være efter dem. Vi kunne ikke få dem til at holde op med at brække grene af træerne og gå på græsset, hvor de ikke måtte. Men selv om de blev bange, så var den oplevelse i kælderen med skraldet og affaldsbrænderen med til at give dem et andet forhold til os. For vi tog os af dem.

– Ja, det gjorde I, siger Martin Glud.

Meldgaard og Glud kommer begge til at tænke på en gang, hvor gårdmændene havde ladet drengene sidde på ladet, hvor de skulle køre ud i trafikken med den lille traktor og en vogn bagefter. Men det opdagede politiet.

– De kunne nu godt se, at drengene hyggede sig der på vognen, så betjenten sagde, at hvis vi nu skyndte os at køre tilbage med børnene, så ville han lade være med at skrive en bøde, fortæller Bent Meldgaard.

– Så drengene kom tilbage til Ringgården og syntes, at den lille køretur havde været vældig spændende. De kom også til at hjælpe os derefter. Så kunne de godt få lov til at lægge skiltet med ’græsset må ikke betrædes’ ned, hvis det var hurtigere at stikke over græsset for at hente et eller andet. Sådan fandt vi ud af det.

– Og det er minder, der har fulgt mig. Når jeg ser mine kammerater fra dengang, snakker vi stadig om det, vi oplevede som knægte sammen med gårdmændene i Ringparken. Man bliver jo formet af stedet, man vokser op – bevidst eller ubevidst. Uanset forældrenes baggrund havde vi stadig et fællesskab. Der var ikke noget med nogen, der ikke måtte lege med nogen. Vi var ligeværdige i opvæksten. Mit omsorgsgen blev støbt dér. Hvis ’de gamle’ kaldte på hjælp, løb vi hen og hjalp dem. Og når Surbrødsservereren bankede på zinkkarmen under sit vindue, var det fordi han havde lidt brød eller frugt til os. Så kom vi løbende. Så folk turde at henvende sig, og folk turde at tage imod. For præmissen var kendt, og rammen var sat. Vi vidste, at mor nok skulle få at vide, hvis vi ikke opførte os ordentligt, afslutter Martin Glud.